Der er nu gået lidt over en uge siden Roskilde Festival 2017 sluttede. En uge der er blevet brugt på rekreation, genopbygning af en nogenlunde anstændig døgnrytme, hygiejne og social adfærd. Jeg er ikke i mål endnu, men nu er jeg da tilbage på arbejdet – det hjælper jo lidt på alle parametre.

2017-udgaven af festivalen var på mange måder gennemsnitlig og på alle måder mindeværdig som bare pokker – naturligvis!

Som I kunne læse i et tidligere indlæg her på stedet, har jeg et særligt forhold til denne festival. Det gjorde naturligvis også min ængstelige glæde koloenorm da dagen endelig oprandt. Den dag portene til det hellige land, campingpladsen, åbnede og man endelig kunne banke pløkker i jorden og ellers bare nyde livet i en uge, fri for hverdagens bekymringer og kun koncentrere sig om, hvornår det egentlig vil være et godt tidspunkt at rejse sig og finde fast føde. (Det er ikke altid man husker/gider det)

Men for nu at starte med begyndelsen, så vågnede jeg ti minutter før vækkeuret lørdag morgen – smækkede fuld damp på pladespilleren, kørte en kande kaffe i svælget og så ellers en længsel efter at komme af sted.
Kammersjukkerne var ankommet til postnr. 4000 og nu var der kun seks timer til dørene blev låst op og vi kunne komme i gang.
Efter lettere panisk entre, var der ro (læs. fest) på tingene lidt senere på aftenen – og herfra var det fuld autopilot på ægte festivalsk resten af ugen.

Første aften møder man tilfældigt folk man ikke har set i et år, græsset er stadig grønt og hegnet er ikke i afvisende odeur. Alle er friske og der festes på fuld skrald, som det sig hør og bør.
Otte timer senere, har man allerede set en enhjørning plukke æbler, en efterskoleelev der ligger midt i det hele med otte øldåser tapet fast på hånden, en større mængde smadrede pavilloner der aldrig fik lov at beskytte mod vejr og vind osv osv.
Når nat bliver til morgen begynder det store show så for alvor. De sidste fester går på hæld og musikken forstummer. En uendelig lyd af teltlynlåse risler over campingpladsen. Mange for at gå i seng, færre for at stå op. Midt i dette miskmask af trætte/fulde/friske folk er der også en del der sover. Med tre-fire timers søvn i bagagen vågner man så igen. Nabolejren er stået op og har besluttet at hele område P34 ikke skal hvile længere og fyrer op for dakkedakken ledsaget af en gang ølbowling. Oplever du dette udefra, ja så kan det virke som et ustandseligt mareridt, der står på i en uge. Jovist, jeg kan da også finde det irriterende – men jeg elsker det! Jeg ville nærmest blive skuffet, hvis jeg ikke vågnede på den måde.
Og med ét er en ny dag igang. Folk fra lejren er allerede ved at knappe de første bajere op, først for lige at ryste tømmermændene af sig, dernæst for at sparke dagen i gang så man kan hygge og feste de næste 20 timer igen.
En dobbelt Fernet Branca, en Ipren og en reparationsbajer, så får man ikke en meget bedre start på en festivaldag.

“Men Kamelen, hvad laver I så når I bare sidder der i lejren?”
– Jo ser du, svaret ligger i spørgsmålet. Vi sidder nemlig bare der… På ca. den samme stol som man faldt i søvn i fire timer tidligere, har man nu igen plantet sit korpus. Solen kigger frem fra det efterhånden urinstinkende hegn, anlægget er blevet trillet frem og ‘zombiernes walk of shame’ sker fra alle verdenshjørner. Alt i mens snakkes om løst og løst og ved middagstid, er alle efterhånden samlet igen. Det er faktisk bare det vi laver når vi sidder der i lejren.
Nogen henter måske noget spiseligt, men de fleste får øl til morgenmad og frokost. Nogen har lige hørt et godt vågnopogkomigangmeddagen-musik, andre hader det men accepterer at det nu er det vi hører. Således går en dag i godt selskab og solskin.

Ud på eftermiddagen begynder et par koncerter og man tuller måske til scenen. Andre tager en BMX-show, nogen en lur osv osv. Gud fader hvor er det dog fedt! Der sker ikke en skid og der sker bare alt i verden – hele tiden.
Og så er det døgn gået – i morgen, ja der kører vi igen.

“Fik du så hørt hvad du ville?”
Her er det mest irriterende svar man generelt kan give, på sin plads; Ja og nej. Ja, jeg overværede vel 20-25 koncerter jeg på forhånd havde udset mig. Nej, jeg havde omkring 70 krydser i spilleplanen – ikke fordi jeg er musiksnob eller på anden vis skal spille smart med bred smag. Men fordi det på forhånd har vakt min interesse og således har jeg altid lige en koncert på hånden, hvis man nu kommer forbi den og den scene.
Men hey! Jeg har på få dage oplevet to af min ungdoms helte på helt tæt hold. Nas og Ice Cube var i sig selv hele billetten værd. Når man så oven i hatten får Erasure, G-eazy, Royal Blood, Anthrax, Digable Planets, Lorde og jeg ved ikke hvad – ja, så fatter jeg ikke folk der kan være skuffet over programmet. Med en uges, ja primitiv, camping, adgang til over 180 koncerter, diverse kunstinstallationer og et væld af øvrige begivenheder er 2000 kr. stadig billigt i min bog.
“Men Kamelen, er du ikke bitter over du ikke fik hørt xxxx?”
Jovist, der er da ting jeg ærgrer mig over ikke at have fået hørt, men jeg klarer mig. Jeg lever på minderne fra de ting jeg har oplevet og ikke ærgrelsen over det jeg ikke fik gjort. Jeg er gennem tiden gået glip af virkelig store koncerter, men jeg ved også at jeg kun har mig selv og Tuborg at takke for det. Til gengæld har jeg oplevet noget ingen andre i verden har. Jeg har nydt at være hvor jeg var – hele tiden – uanset tilstand! Ligesom langt størstedelen af de øvrige gæster på stedet.

Støvet har nu lagt sig og jeg er blevet menneske igen. Lige nu kører den blandede følelse af, at der er et helt år til det går løs igen – og at der kun er et år til det går løs igen.
Jeg er glad for min dyne og bløde seng, men jeg savner også min flade luftmadras, lunken Fernet Branca, rustne røster fra nær og fjern og ikke mindst hyggen. Dén hygge der kun findes ét sted på jorden. Den mentalitet du ikke ser andre steder. Jeg sidder med gåsehud over hele kroppen mens jeg forsøger at beskrive hvad der kun kan beskrives komplet, hvis man selv har oplevet det. Jeg savner min mark i campingområde P, men jeg er på den anden side også glad for, at det kun sker ni dage om året. Ellers var det blot hverdag og ville ikke være noget særligt og noget man ser frem til.
Har du været der, ved du forhåbentlig hvad jeg taler om. Har du ikke været der, kan jeg kun gentage mig selv; Køb nu bare den billet og kom af sted til næste år! Det er muligt du har set billeder af mudder og våde teenagere der har efterladt en svinesti af en anden verden – men det er samtidig en oplevelse du ikke må gå glip af. Kig på dine venner, din familie, dine kolleger – der er med garanti flere af dem, der har været på Roskilde Festival og har de bedste minder derfra. (Dem der har oplevet det anderledes, skal du naturligvis ikke lytte til)

Nu vil jeg så sortere mine billeder fra ugen der gik, gemme dem på en computer og kigge på dem igen og igen og om ti år igen.

Der kommer billetter til salg i løbet af efteråret – så bare begynd at spare op!

-Kamelen, ovre og ude!