Shakespeare skrev engang noget i retning af, at tiden går langsomt for dem der venter og hurtigt for dem der er bange.
Jeg har bestemt ikke været bange, men ventet? Det har jeg i allerhøjeste grad. For 22. gang på ligeså mange år, vil jeg inden længe for en stund have adresse på en mark syd for Roskilde. Nuvel, for en som jeg, der kun bor et stenkast væk, er det ikke fordi det har krævet pasfornyelse og visum, men alligevel har jeg det som om jeg skal ud på en større rejse.

Mit første møde med Roskilde Festival, som jeg husker, skete i en alder af 9 år i 1991. Min far samlede en bunke plastikposer sammen og således cyklede vi fra kolonihaven til festivalens parkeringsplads for at samle lidt flasker. Jeg var med det samme tryllebundet. Dybt fascineret af denne fagre nye verden hvor hverdagen var forsvundet, et væld af tyskere og hollændere havde camperet lige der, hvor jeg en måned forinden havde været på Dyrskue og drukket frisktappet jerseymælk. Året efter vandt Danmark EM i fodbold og i støvet på alle tyske biler, var 2-0 tegnet nøjsomt ind – og tyskerne skrev det selv. Igen var jeg fascineret over stedet, men stadig kun en knøs.
Årene gik og jeg blev bedre til at samle pant, rekorden var vist omkring 15.000 på en uge – det er satme mange flasker!

Men ældre bliver man jo. I 1995 købte jeg mit første armbånd. Så nu kunne jeg komme ind på selveste campingpladsen og samle flasker! #Winning – men skæbnen ville noget andet. Da ugen ramte torsdag og festivalpladsen åbnede var jeg langt mere interesseret i Dizzy Mizz Lizzy og D:A:D, lod pant være pant og sugede musik i stride strømme i stedet. Jeg har ikke set mig tilbage siden. Fra det tidspunkt hvor Waterline gjaldede ud af Orange scenes koloenorme højttalertårne var jeg helt og aldeles solgt. Det var første gang jeg virkelig oplevede livemusik, første gang jeg så festivalen indefra og sidste gang jeg havde samlet tom emballage op fra jorden, for pengenes skyld. En ny stamgæst var skabt.

Hvert år siden, (med undtagelse af en latterlig idé om en spejderlejr i Norge i 1999) har jeg længselsfuldt ventet og ventet 51 uger af gangen, på at det nu skulle være nu. Bevares, de senere år har jeg nok kun glædet mig i 49-50 uger, da restitutionen efterhånden tager et par dage mere. Men I kan nok se hvad jeg mener.
Uanset hvordan jeg har deltaget i festivalen, har jeg haft en fest. Jeg har samlet flasker ude foran, været frivillig medarbejder i boder og endda repareret det hegn folk har trampet ned, har været betalende gæst i endnu flere år. Jeg har haft en “lejr” med ét telt og en ven, jeg har været i lejr med folk jeg kun har set den ene gang om året, i lejr med folk jeg aldrig ser mere, boet ved siden af norske heavyrockere, unge tramperteens, helt rolige gennemsnitsmennesker osv. Jeg har, vil jeg mene, prøvet det hele – og jeg kan ikke slippe det.

Roskilde Festival er for mig ikke bare en musikoplevelse. Dem kan man sgu få så mange af. Nej, Roskilde Festival er en institution i mig, et årligt højdepunkt på linje med… Nej, intet kommer op på siden af den oplevelse. Det kan lyde banalt, men de otte-ni dage i en campingstol i bagende sol eller silende regn er alle anstrengelser og et års ventetide værd. De fire dage på festivalpladsen, som mange kalder den egentlige festival, tja, de udgør måske halvdelen af oplevelsen. Det er muligt jeg af alder, i samfundets øjne, er for gammel til pishegn, lunkne bajere og saunatelte, men jeg er slet ikke gammel nok til at give afkald på det, i mine øjne. Det handler ikke om alder, det handler om en sindstilstand, der ikke bare kan påtages, men skal være indgroet i en.
Måden man vågner efter tre timers søvn i et 40 grader varmt telt lyder jo ikke ligefrem tiltalende. Men når man kan høre kammersjukkerne fra de andre telte har det på samme måde, tager det ikke mere end 15 min før man sidder i stolen igen, kun iført boksershort og Fernet Branca, mens man klapper af en “walk of shame”-vandrende flok der farer forvirret rundt på campingpladsen. Dét oplever man altså ikke så mange andre steder. Kort efter har man hentet en stak kolde bajere og en ny dag er i fuld gang. Musikken kører, snakken er tom og stemningen er høj. Sådan går det i ni dage indtil det hele er slut. Og I guder hvor er det lækkert.

Om få dage går det løs igen. Om få dage er det farvel til vækkeur, morgenbad og pendlerrejser. Om få dage handler det om samvær, råbe underlige ting til fremmede og vide det er socialt acceptabelt at være iført vikingehjelm og bermudashorts. Ikke fordi jeg partout gør det, men at vide alle bare vil smile venligt og ikke tage noget som helst ilde op, er sgu befriende i en verden der bliver mere og mere skrækslagen over for det ukendte.
Hvilket bringer mig til den fredsommelighed man kun finder på steder som denne festival. Under mine utallige besøg og tilbagelagte kilometer på markerne, har jeg set ét kontrovers udspille sig. To ungersvende var blev uvenner og skulle lige til at hamre hinanden i jorden, da en tredje mere venligsindet herre kom ind fra sidelinjen med to bajere, skilte de to kamphaner ad og bad om fred.
Jeg er udmærket klar over der sker en del mere og jeg sikkert bare har været blæst fuld og ikke ænset så meget på andre tidspunkter. Men jeg synes alligevel det siger en del om den fred og fordragelighed der trods alt hersker blandt 130.000 fulde folk.

Roskilde Festival er én stor folkefest. En fest for folk med en levende forkærlighed for fællesskab, musik og virkelig god karma. Om man lige er kommet ud fra efterskolen eller på vej på plejehjem giver alle plads til alle – i samtlige ni dage.

Så kære venner, hvis I ikke selv har undet jer selv den oplevelse, at tage på en god gedigen festival endnu, så er det ikke et sekund for sent at komme i gang – jeg garanterer der vil blive taget godt imod jer.

Jeg vil stemple ud fra samfundet nu og ind i den anden virkelighed der venter lige om hjørnet – vi ses i smatten!