Del 1 – Vækkelsen

I disse år, hvor Brøndby IF både kan virke som et virkelig godt hold og møg hamrende elendigt; Pokalfinaler og topplaceringer i ligaen det ene år, røven i vandskorpen det næste, kan det virkelig let blive en bizar form for selvpineri når man tager på stadion, ligesåvel som det kan blive en gigantisk endorfin- /dopamineksplosion i hjernen. Man ved aldrig rigtigt hvad man går ind til, men man er der. I medgang og modgang, hedder en gammel traver. Måske en simpel floskel, måske et motto man bevidst eller endda ubevidst følger blindt.
År efter år, bliver sæsonkortet til stadighed fornyet, selvom smagen af mesterskab efterhånden er så langt væk, at man dårligt ved hvad det er længere.
Og hvorfor så det? Hvorfor gør jeg det? Hvad er det egentlig det der fodbold – og i særdeleshed min klub; Brøndby IF, kan og gør ved mig?
Jeg har sammensat denne lille tredelte beretning om mit forhold til fodbolden, fællesskabet, dyrkelsen og meget andet. Alt det jeg har oplevet gennem mange mange år som fan. Fra sofa til tribune.
Jeg håber du finder det interessant – hvis ikke, tja så klik du bare videre. Det går nok alt sammen.
God fonøjelse med et indblik i mit liv. Hvis du kender mig, ved du at det fylder en del.

Del 1 – Vækkelsen

Engang i starten af 1990’erne, ‘92/93 stykker, begyndte jeg så småt at interessere mig for klubfodbold. Oven på landsholdets succes i ‘92 var det nok også et naturligt skridt videre. De spillere kom vel ikke ud af ingenting…
Nå men det handlede ikke så meget om at være udøvende spiller i en klub, men mere være tilskuer.

På dette tidspunkt var Brøndby IF en stor del af toppen i dansk fodbold og store europæiske eventyr var nærmest et nyt ugentligt kapitel. Men som sådan, var jeg ikke, hvad jeg i dag vil kalde fan.
Men der var nu alligevel noget fascinerende over det der Brøndby, der fangede min opmærksomhed. Jeg husker ikke hvad det var, hvis det da overhovedet har været noget specifikt, men der var ingen tvivl, jeg var mere interesseret i Brøndbys kampe, end nogen andre kampe – inklusive landsholdets.

D. 24/4 1994 havde mit daværende fritidshjem (ja, det hed det dengang) arrangeret en tur til Parken, hvor Brøndby IF gæstede det næsten to år gamle hold, fc københavn.
Vi skulle sidde helt neutralt, så alle os børn kunne få en hyggelig oplevelse.
På en eller anden måde, havnede vi ret tæt på hjemmeholdets begrænsede fanskare, mens al min fokus var rettet mod de over dobbelt så mange Brøndbyfans bag det ene mål. Efterhånden som kampen skred frem, fandt jeg fc københavns fans mere og mere irriterende og syntes til sidst det var noget af det mest latterlige jeg havde oplevet. Igen husker jeg ikke om der var noget specifikt ved det, men de irriterede mig i hvert fald. I en alder af 12 år.

Brøndby tabte kampen 2-1, men havde vundet en ny fan. Siden den dag, var jeg ikke kun fodboldfan, men havde også fundet min klub.

Årene gik og jeg kunne til tider være heldig at fange en kamp på tv via den klassiske pileformet antenne på taget af huset, mens jeg til de fleste kampe måtte nøjes med radioen. Parabol og hybridnet (ja, det hed det dengang) var ikke noget vi havde i det lille hjem desværre.

D. 29/9 1996 kom så endelig dagen, hvor jeg kunne sætte mine ben på Brøndby Stadion for første gang. Helt euforisk tog jeg plads på den daværende OBS!-tribunen og kunne råbe og skeje ud. Dagens modstander var Vejle Boldklub, vi tabte igen 2-1. Men især husker jeg Sydsidens (dengang, Faxe-tribunen) råb mod dommer Finn Lambæk, der formåede at trække kampen ud i mere end ti minutters tillægstid pga håbløs håndtering af et frispark, John Faxe fik rødt og i det hele taget en voldsom, første, kamp for mig.
Jeg var lige dele glad og ked. Glad, da jeg endelig havde været på Brøndby Stadion, ked fordi vi tabte.
Til gengæld købte jeg efter kampen, mit først klubflag. Brøndby IF – The Pride of Denmark, stod der. Det kostede 50 kr i den lille pølsevognsagtige bod, der var rullet ind ved siden af tribunen. Flaget lever stadig i bedste velgående og har prydet mangt en væg gennem tiden.

På forskellig vis fik jeg løbende foræret billetter til hjemmekampene og oplevede således en håndfuld kampe pr. Sæson.
Min, på daværende tidspunkt, største oplevelse kom dog helt uden at være på stadion.
17/5 1998 – Brøndby IF spiller hjemme 0-0 mod SIlkeborg IF. Da AB samtidig vinder over fc københavn, er Brøndby IF dermed dansk mester 1997/1998.
Kort efter kampen ringer min kusine og spørger om jeg vil med i Brøndbyhallen, hvor der er mesterskabsfest senere.
Da vi ankommer er der en fantastisk eufori. Ved indgangen uddeles billetter til øl og pølser på klubbens regning, så vi går gennem dørene 4-5 gange, så vi har nok.
Kort efter kommer alle spillerne. De falder ind i mængden af fans og bliver lykønsket fra højre og venstre.
Aldrig før havde jeg været så tæt på mine idoler. Ruben Bagger, Mogens Krogh, Allan Ravn, Ole Bjur, Søren Colding, Ebbe Sand… De var der alle sammen. Og det skrev alle deres autografer på mit halstørklæde. Hele mesterholdet fra den sæson havde signeret mit halstørklæde! Det var stort!
Jeg følte mig nu virkelig som en del af klubben, en del af fællesskabet, en del af Brøndby IF. Den uhåndgribelige, men ofte nævnte, Brøndbyånd, havde hermed sat sig dybt i min sjæl.

Næste kapitel følger om nogle dage. Jeg håber du vil læse med.