Ah mandag. Men ikke bare en mandag, det er første arbejdsdag efter julefrokosten. Så spørgsmålet er nu; Hvordan var mine antagelser fra sidste uge?
Er kontoret mandag morgen én lang mumlem af den forpligtigende hilsen; “Godmorgen og tak for sidst” efterfulgt af en lang stirren ned i gulvet? Er der nogen der slet ikke taler sammen hele ugen, er der nogen der taler ekstra meget sammen hele ugen?
Kommer der vilde røverhistorier om en sen fællesudflugt til køkkenet for at slupre rester, en fest der fortsatte ude i byen til kl. 9 næste morgen?

Næh, alt er fryd og gammen.Lutter glade ansigter og gode minder fra alle kanter – og jeg synes ikke selv jeg befandt mig i den kedelige del af festen, hvor alle blot stirrede ned i stegen, mens der blev danset limbo og congaline galore på dansegulvet. Næ, jeg har kun gode minder om en glad og fremragende fest – og så alligevel ikke, men det kommer vi til om lidt.
Fordomme blev endnu engang gjort til skamme, men jeg havde nu heller ikke regnet med andet.
Det lader da heller ikke til at Twitter-feedet er fyldt med røverhistorier og Facebook flyder ikke over med arrigskab over fulde tosser, der ikke har kunne holde deres hænder for sig selv.

Jovist, der er sikkert et par stykker der har slået på tæven, nogen er først vendt hjem til konen efter en tur i vaskehallen osv, men det sker jo hver weekend, så jeg holder stadig på, at skandaler til isoleret til julefrokoster, er lige så hyppigt set som den afskyelige snemand.

Men nu til den egentlige skandale! Ved navns nævnelse, vil jeg hermed anbefale folk ikke at holde deres julefrokost på Restaurant Sult i København. Navnet siger vist det hele. Nuvel, det var en ganske hæderlig smagsoplevelse og jeg er uden al tvivl mærket af mange år med kæmpe buffeter, MEN!!! Når det lune begrænser sig til stegte andelår og ribbenssteg, så er grænsen nået! Ingen postej med bacone und alles, ingen frikadeller, ingen rekrutdiller (læs. medisterpølse), 0 mørbradbøffer. På den kolde side var der marinerede sild og gravad laks. Men men men, som det moderne islæt på en i forvejen kedelig buffet, blev der også disket op med bagte rodfrugter, bulgur og broccolisalat. Tre ting jeg aldrig før er stødt ind i, i en julebuffet, men bevares – det sunde indslag skal da være velkomment.
“Spis nu lige brød til” – ja, hvis jeg da kunne! Én slags jævnt kedeligt rugbrød i skiver så tynde, at de gik i stykker under smørringen og det hvide brød i store rektangulære klodser, der ikke kunne rumme et stykke laks, uden man blev fedtet ind i fisk fra tommeltot til slipseende.
Stedet skal dog roses for valget af fornuftig dansk økologisk smør og ikke den smørbare variant fra Bakkedal og Kærgården (hvor det så end ligger…) – men tag det lige ud af køleskabet et kvarters tid inden det skal på brødet.
Drikkevarene bestod af iskold hvid- og rødvin (ja, begge dele kom direkte fra baggårdens kølige klima) og to slags øl fra et lokalt bryghus. Men snaps? Niksen biksen, Karen Blixen. Fair nok det ikke er inkluderet i arrangementet, men der var heller ikke mulighed for at tilkøbe sig en flaske, end ikke en enkelt skænk kunne opdrives. Det fører man simpelthen ikke – heller ikke til en julefrokost…

Nå, risalamande! Med en solid bund lagt af få ingredienser, skulle det gøre godt med lidt sødt. En virkelig god oplevelse. Perfekt konsistens og sødme. Det perfekte antal mandler og en kirsebærsovs i perfekte temperatur og virkelig god smag. Et afsluttende lyspunkt, på en ærgerlig oplevelse. (Der var i øvrigt kun kaffe og te til desserten)

Men udover al min brok over buffeten og dens indhold, var festen særdeles glimrende. Der blev sunget og skrålet, danset og trampet og folk blev selskabeligt overrislede til den perfekte grænse og eneste glemmekassemail har været en efterlysning af en bilnøgle.

Jo, julefrokosten var endnu engang helt som den ikke plejer at være.

Glædelig jul, folkens.