Tre mesterskaber på stribe i ‘95/96, ‘96/’97 og ‘97/98-sæsonerne, herunder også The Double i 1998, fest i Brøndbyhallen, Brøndbyåndens besættelse af min sjæl og jeg ved ikke hvad. Men jeg var fortsat ikke fast gæst på stadion. Det var stadig de lejlighedsvise fribilletter der fik mig af sted.
Der var ikke rigtigt nogen i min omgangskreds, der havde samme svaghed for klubben som jeg, der tog fast på stadion.
Det ændrede sig dog omkring efteråret 1999.
Jeg fandt ligesindede og inden længe havde vi nærmest en fast tur fra Roskilde til Brøndby hver anden søndag. Der blev banket op under noget Gabry Ponte i en gammel Toyota Starlet og afsted det gik. Nogle gange var vi to, andre gange fire osv. Men vigtigst af alt – vi kom af sted og Brøndby IFs hjemmekampe var nu efterhånden en fast del af kalenderen.

De faste stadionture betød også en større passion. Jeg var sådan set ikke rigtigt i tvivl om at den fandtes i min sjæl og mit sind i forvejen, men den voksede stødt hver gang jeg kunne ane stadions silhouet fra Holbækmotorvejens afkørsel 2. Bilen blev smidt i en græsrabat på en sidevej og vi kunne gå de sidste skridt mod stadion.

Et par år gik og efterhånden som vi forlod gymnasiale uddannelser, røg kontakten også. Så til sidst var vi to faste.
Det var nu slut med fribilletter. Køb på forhånd var dog ikke noget vi benyttede os af. Nej, dette var tiden med en eller to åbne porte på stadion, ingen kropsvisitation og et par kontrollører der fik en 100-kroneseddel i den ene hånd og slap, først en tyver, sidenhen en tier, sidenhen igen, intet fra den anden. Man kunne godt regne med, at entreprisen steg en 10’er pr sæson i de år.
Jeg var så filosofisk, at jeg hellere ville købe en billet kontant, frem for et sæsonkort, da det jo gav flere penge til klubben. De første mange år, stod vi fast i venstre side, lidt over trappen, ind mod midten. Det var vores sted.
Tingene kulminerede nu og der kom nu igen pokaler ind på stribe til klubben.
Efter sæsonen 2004/2005 der endte med “The Double” blev det så til mit første sæsonkort. Både jeg og min ven, der havde fulgtes ad og gladelig betalt i døren i så mange år, kom endelig “med på beatet”. Nu var der jo forkøbsret osv til de europæiske kampe, gratis adgang til pokalkampene mv.
Kortet er naturligvis stadig under årlig fornyelse, lige der på Sydsidens rå stemningsfyldte beton. Lige som jeg kan lide det.

Nå men, gode ting varer ikke evigt og kort efter indtraf nu en, i særklasse, vanvittig periode. Klubben begyndt at sejle, fra for til agter. Ord som nepotisme og højlydte”raus”-råb var hverdag. Spillet på banen blev ikke bedre af al den ballade uden for banen og langsomt, men usvigeligt sikkert, røg klubben dybere ned i sølet. Det var nu klubbens mantra, “Ingen over kubben”, og fans ditto “stærk i medgang, loyal i modgang” skulle bevise sit værd. Men det var svært.
Det var svært at tro på det, efter 24 udekampe i træk, i Superligaen, uden sejr i 2006/2007 – som dog endte i en kæmpefest, efter en sejr i Viborg en kold oktoberdag.
Det var svært at tro på det, efter Kent Nielsen overtog et hold på 1. pladsen og dropper helt ned som nr. 7, før han blev fyret.
Det var svært at tage til Herning i regnvejr, Esbjerg i regnvejr, Horsens i regnvejr, Odense i regnvejr osv osv. for, forventeligt, at blive skuffet på ny.

Men vi gjorde det. Vi hang ved og vi troede på en eller anden underlig måde på, at der kom sol efter regnen.
Vi drog af sted, gang på gang. Superliga, Pokalkampe, ja sågar det elendige koncept Royal League mødte vi op til. Men med 15 graders kulde og et nederlag til Lillestrøm SK var der ikke meget positivt at berette om.

Ja, det var hårde tider.
Det gjorde heller ikke tingene lettere, at ledelsen af klubben sejlede mindst ligeså meget som spillet på banen. Ledelse, økonomi, vilje… Alt sejlede i den tid.
At vi skulle helt ud hvor selv fisk ikke kan bunde, kragerne for længst er vendt om, tovene er opslidte sytråde, havde ingen vel regnet med – på noget tidspunkt.
Men ikke desto mindre, så skete det
I 2013 var det ikke blot en gigantisk trussel om klubben konkurs der krævede fuld fokus, men også det faktum at nedrykning fra Superligaen også var meget tæt på.
I sæsonens sidste kamp, kunne vi nøjes med uafgjort mod Horsens. Men med en udvisning tidligt i kampen, så det ikke for lyst ud. Og så skete det alligevel…

Dennis Rommedahl lavede en sjælden genialitet og afleverede til Lebogang Phiri, der kunne banke bolden i kassen med få minutter igen. Brøndby IF overlever i Superligaen og en voldsom glæde, for mange større end ved et vundet mesterskab(!), indfandt sig.

Nu skulle der bare være fuld fokus på klubbens ve og vel.

3. og sidste del følger snart. Læs med og se hvordan det står til i nutiden.