Ah, julefrokosten. Den aften i firmaet hvor slipset lægges på hylden (eller hænges omkring hovedet), den bramfri tone kommer et par gear op og chefen kan få et par småborgerlige ord med på vejen… Eller hvad?
Hvordan forløber en dansk firmajulefrokost anno 2017 egentlig? Der er givetvis ikke ét svar på det spørgsmål og så alligevel. Jeg har meget på fornemmelsen, at meget af de vi til daglig hører og taler om, omkring denne festivitas, egentlig er mere røverhistorie og tårnhøje forventninger/kolonorm afsky, end det er sandhed.
Hvor mange har egentlig delt sin fotokopierede røv rundt ved bordet, under tredje runde medister og grønlangkål? Er der virkelig så mange flirts der bliver omsat til hurtige skrald på toilettet og passer det nu virkelig også, at mester fyrede otte svende, praktikanten blev sat på sin manddomsprøve med en remoulade/marineret sild bodysnaps på kontorets aldrende cougar?
Der går jo som bekendt ikke røg af en brand uden ild og der er da givetvis også en snert af sandhed i de store sagaer der florerer ude i samfundet, men helt ærligt? Foregår de fleste julefrokoster, store som små, egentlig ikke i fred og fordragelighed kolleger imellem? Jeg tror det.

Næh du, den interessante historie ligger i ugen op til, det store gilde. Det er her man virkelig får noget for sit kontingent i observationsklubben.
Når damerne begynder at blive panisk grå i ansigtet af ren angst over, at den eneste kjole de kunne forestille sig at tage på, bar de jo også til påskefesten for fire år siden og H&M har udsolgt af netop deres størrelse, hvilke reservesko de skal bruge (for det er jo åbenbart for nemt med behagelige sko fra start) osv osv. Én stor påklædnmingskrise skal man lægge ører til. Men fred nu være med det – høretelefonerne og volumeknappen er opfundet og man kan fint komme videre.
Herrerne begynder at finde det lumre vokabularium frem og kan pludselig alskens sjofle vittigheder, som de “engang har hørt fra en gammel onkel”, men som vel udtrykker nogles inderste fantasier. Til gengæld er påklædning ikke et emne her. Det er mere pikkemandmåling i hvem der først drikker en halv abe, nakker hende nede fra salgsafdelingen først og en uundgåelig dyst i de bedste dansetrin, der alligevel aldrig kan fuldføres.

Når dagen så endelig oprinder, så går det løs. Fra kl. 10-11 stykker går snakken højlydt om forventninger, forhåbninger og forviklinger.
Hvem skal på balkortet, hvor skal man sidde, gad vide om anden er lige så tør som sidste år, er der fri bar – og(!) er snaps inkluderet? Hvilket bryggeri har leverance på stedet man skal være osv. Alle spørgsmål der forbliver ubesvaret indtil omkring kl. 19 hvor bordets glæder endelig bliver præsenteret.
Imens går dagen sin gang med flere og flere der ikke gider lave noget, efter frokost bliver de første pilsnere fundet frem, der hældes chips i skåle, musikken kommer efterhånden op på et lydniveau der gør det umuligt at tale i telefon på kontoret og henved 15-16-tiden er virksomheden gået helt i stå og alle synger med på Søren banjomus, mens de hælder mere merlot i papkruset.

Godt visne allerede, stavrer folk på toiletter, omklædningsrum mv. for lige at rette på kosmetikken, hælde lidt cologne under hagerne og måske lige gnubbe de blanke sko på bagkanten af buksen og så er man klar.
Nogen har været på Mallorca og hentet kulørte cigaretter med hjem, andre har en “spændende” juleøl og nogle andre igen kan ikke lide noget som helst af det.

“Jul, det’ cool, sikke tiden den går, der er intet lavet om siden sidste år”
Således rappede MC Einar i det nummer der siden 1988 har gjaldet lige så meget som Last Christmas, gennem landets højttalere.
Og nej, der er lige netop intet lavet om og alligevel er alt nyt.
Man piller ikke ved juletraditionerne. Gaver skal være store og flotte, gløggen skal varmes i oldemors gamle emaljebalje, klejner kan kun koges koges i palmin og julefrokosten kan kun først glæde og længes, for denæst at skuffe.

Det eneste der er ganske sikkert ved en klassiske danske julefrokostweekend er, at man ml. Kl. 23 og 05 møder alle typer midaldrende mennesker med en tyk dyne af dressing shawarma i hængende skæg og pailetter.
Dagen efter på Instagram og Facebook lægger selvsamme mennesker billeder af en cola og en burger ud til offentligt skue og således kan der nu ses frem til den næste fest, hvor det er logen, pigerne, gutterne, der samles og steg og snaps. En god generalprøve til nytårsaften hvor programmet er det samme, bare tilsat brændende fosfor.

Så kære ven, jeg vil ønske dig rigtig god fornøjelse når det går løs. Det kan kun blive en succes for dig selv og dine kolleger, uanset hvilken retning det stikker af i – for det er først næste år man igen skal det hele igennem og der er alligevel ingen der kan modbevise alle dine røverhistorier.