Endelig! Kraftedderpetervæltemig fucking endelig! Efter 16 år uden et mesterskab, skete det endelig. 16 år med alt fra en truende konkurs og nedrykning samt et væld af trænere og direktører, til middelmådighed og pokaltriumfer, skete det endelig! Brøndby IF er danmarksmester! Danmarks bedste hold i sæsonen! Det er ubegribeligt uvirkeligt! Og en helt igennem fantastisk følelse at have i kroppen igen!

Selv her 3-4 dage efter festen har jeg stadig ikke helt forstået hvad der er sket. Afslutningen på en sæson hvor vi startede som lyn og torden, efterfulgt af noget der var tættere på forventningerne om en tredjeplads, endte til allersidst med at være den helt store forløsning.

16 år er lang tid.
16 år er umanerligt lang tid!
Når jeg tager et tilbageblik på hvad der er sket siden den dag i 2005 hvor vi senest løftede pokalen, forstår jeg til tider slet ikke der stadig er en klub. Til andre tider, kigger jeg rundt på alle medfans, frivillige, ildsjæle, bestyrelser, sponsorer… – og forstår så alligevel hvorfor vi står her endnu!
Det fællesskab der omkranser Brøndby IF, har utvivlsomt været et altafgørende bærende fundament i, skal vi kalde det, genrejsningen.
Uden at dvæle for meget i hvad klubben har oplevet siden 2005, er det alligevel med til at gøre fortællingen om årets mesterskab endnu større. Et par af de ting der er sket:

En deroute der startede i 2006 med ansættelsen af direktørens søn som sportschef og en cheftræner der holdt seks mdr. og som efterfølgende kaldte klubben en syg patient.
Siden dengang i 2006 har klubben haft syv cheftrænere inden Niels Frederiksen, som altså nu har ført klubben til mesterskabet.
Ydermere har der været ikke mindre end 10 direktører gennem døren. De fleste nåede kun at sidde i stillingen mellem et halvt og halvandet år.
En sag om feriepenge der drev klubben mod konkurs, 24 udekampe i træk uden sejr, en kamp om at undgå nedrykning til 1. division og i det hele taget virkelig meget uro i klubben

I 2018 var det så umanerligt tæt på endelig at ske. Et mesterskab lå lige på dørtærsklen og ventede på os. Men et øjebliks uopmærksomhed gjorde at det ikke skete.

Derfor, kære venner, derfor er årets mesterskab så voldsomt stort. Så kolossalt. Så vanvittig smukt at opleve.
En årelang kamp hvor man har følt det ene los i løgene efter det andet. En årelang kamp hvor nærmest alt har været modgang og nedtur og man har haft følelsen af om det overhovedet nyttede noget at bruge så meget tid, så mange kræfter, så mange ressourcer på at støtte klubben. Men selvfølgelig var det det værd! Ingen kan og skal påstå andet. Vi har stået der i regnvejr, i solskin, i kæmpe nederlag, i voldsom sejrsrus. Ekstremt lange busture hjem fra Jylland, en festlig s-togs tur hjem fra Farum osv. osv. Vi har set det hele og mere til, men følge Brøndby er alt vi vil. 

Nej, alle 16 år har ikke været så lortet som her beskrevet, men det er unægteligt det der har været altoverskyggende. Den periode har flere nedture end opture. Selv som den evige Royal League-mester, vil man ikke kunne se tilbage på den periode med andet end øv og bøv.

Nå men nok mishagsytringer. Vi lever midt i en glædestid.
Brøndby IF står som vinder af Superligaen 2020/2021.
Ikke bare har vi vundet. Vi har vundet med et hold der består af så mange spillere af mere eller mindre egen avl. Det er ikke en trup der er købt for flere hundrede millioner kroner, har afsæt i udenlandske akademier eller på anden vis ikke har klubben med sig. Vi har med et hold at gøre, der kender klubben. Der er klubben! Blandt andet derfor bringer dette mesterskab endnu mere glæde i kroppen, i sjælen.
Nuvel, vi havde utvivlsomt fejret det i ligeså høj grad i 2018, hvis det var sket. Dengang bestod holdet af en meget stor del af udefrakommende spillere – den sæson bød da også på en enkelt startopstilling helt uden en eneste dansker på holdet. Den slags gør vi ikke igen! Jo, jeg knuselsker mange af vores udenlandske spillere, men der er også romantik og klubfølelse involveret her, så et hold skal helst bestå af en god del “egen avl”.
Med Niels Frederiksen (og naturligvis sportsdirektør CV) ved roret er det lige præcis dét Brøndby IF vi har fundet tilbage til.

Og med sådan et ungt, nyt hold starter man ikke en sæson med direkte kurs mod et mesterskab. Man starter en sæson hvor man drømmer om det, men ikke anser det for realistisk. Man starter en sæson med en stille målsætning om en top-3 placering og mulig deltagelse i en europæisk turnering.
Langt inde i sæsonen begyndte det da også at se ud som om det var mere end teoretisk realistisk. Konstant har vi ligget i toppen, mens drømmen og håbet levede sit stille liv i baghovedet, var det en mere ydmyg holdning der blev ytret blandt mange fans. Stadig mærket af 2018, hvor ingen talte om andet end guld, har vi også lært at træde varsomt.
Lugten af guld kom dog nærmere i flere omgange, for så at forsvinde helt væk igen, for så igen at komme nærmere. En umådelig jævn dyst i toppen af ligaen, hvor overraskende nederlag og vanvittige sejre definerede slutspillet.
Man kan udpege mange situationer i sæsonen, der har været med til at afgøre det hele. Men det vil nok altid være de sidste kampe, hvor det hele spidsede til, man husker bedst.
En umådelige dårlig tilbagelægning af en ågf-spiller, et pse-hold der pludselig kunne nå noget alligevel og ikke mindst en længe ventet sejr til Brøndby IF over fc midtjylland, er nok det vi vil huske mest tilbage på, når vi om flere år snakker om hvad der afgjorde denne sæson.

Inden sidste spillerunde var der fortsat spænding. Der stod Brøndby IF i øverste linje og én eneste sejr mere, var alt der skulle til. Bare ét sølle mål, så var den hjemme.

Denne højhellige 2. Pinsedag skinnede solen endelig. Som et tegn fra oven.
Der emmede af fadøl og dejlige mennesker overalt.
Dybt inde i mig, vidste jeg at jeg nærmest uagtet hvordan det ville gå med dagens kamp, ville være tilfreds med sæsonen. En sæson der havde overrasket så positivt og vi konsekvent har været med i toppen af ligaen, kan ikke være en fiasko med sådan et hold.
Alligevel var det helt klart nervøsiteten og udsigten til et mesterskab der dominerede mig hele dagen. Nu måtte klokken godt snart blive stadiontid, så vi kunne komme ind og råbe vores lunger ud.
Pludselig stod vi der, midt på Sydsiden og var i fuld gang med at miste stemmen, synge for klubben, hylde holdet.

Kamp!
Dominerende og med et par gedigne afbrændere, lykkedes det så endelig; Lasse Vigen banker den ind til 1-0! Senere hamrer Anis Ben Slimane selvsamme bold i kassen, 2-0 og eurforien er ved at overtage nervøsiteten på stadion. Mange tør dog stadig ikke bryde ud i jubel og glæde, da spøgelset fra Horsens stadig sidder dybt derinde.
Dommeren fløjter af og et inferno bryder løs.
Det er mig ubegribeligt hvad der her hændte. Jeg kan dårlige skrive det her uden at få gåsehud og fugtige øjne.
En kæmpemæssig forløsning og et jubelinferno bryder ud. Flag, sang, konfetti, tårer, glæde, forløsning. Nævn noget der står på et glædesbarometer og reaktionen var til stede den aften på Brøndby Stadion.
Ude foran stadion har flere tusinde fans været samlet, nogle får mast sig igennem de lukkede porte og kommer ind til festen på stadion. Alt i mens flere hundrede allerede er i gang med at invadere banen og fejre mesterskabet med spillerne.
Nå men corona eller ej, så er resten af stadion i gang med et kæmpe fælleskram og jubelbrøl.
Vi synger løs i flere timer endnu, brøler højt da Andreas Maxsø langt om længe løfter pokalen og vi skåler og skråler endnu mere.

Umuligt at beskrive og endnu mere umuligt at forstå, hvis man ikke var til stede.

Dén mandag på Brøndby Stadion, var i top 1 over de lykkeligste dage i mit liv. Sikkert delt med at par andre ting, men dem husker jeg ingenlunde på, når jeg tænker på dette mesterskab.

Jeg har virkelig ingen idé eller direkte formål med dette skriv. Jeg skal bare ud med min glæde, dele den med verden, dele den med hvem der end måtte have lyst til at læse det. Ikke fordi det skal betyde noget for hverken dig eller mig, men fordi jeg er så ovenud jublende glad og lykkelig, at det på ingen måder giver mening at holde det for mig selv.

Måske går der igen 16 år før vi oplever et mesterskab igen, måske går der kun et år. Men ingen ved det og netop dérfor, handler det om at være glad, leve i momentet og nyde enhver lille solstråle der måtte ramme en, så man kan mindes lige præcis den dag hvor det hele bare passede sammen.

BRØNDBY IF – DANMARKSMESTER 2021

De troede vi var væk for evigt
Man havde afsagt vores dom
Men Brøndby er større end de største
Det vidner vores historie om

For Brøndby kan ikke ignoreres
Kendt for stemning, bål og brand
De andre vil altid ligge bag os
Så flyt jer når Brøndby stormer frem