Det er nu lidt over en uge siden at årets Record Store Day løb af stablen – og jeg har den sidste plade fra årets ønskeliste på vej fra Holland – fordi det var ca. 30% billigere, alt inkl. end at handle i Danmark.
Jeg manglede én udgivelse for en komplet afkrydset liste, men kun et enkelt eksemplar var til at opdrive i Danmark – prissat efter udgivelsesdagen til en lille fordobling af udsalgsprisen.
Her er en betragtning om konceptet. God læselyst.

En god ide, der måske er endt med at blive en stor del af det modsatte af det, den blev sat i søen for – eller i hvert fald har bevæget sig væk fra sig selv.

Tilbage i 2007 fødtes en ide blandt en gruppe indehavere af selvstændige pladebutikker. Branchen var begyndt at lide under øget pres fra piratdownload og den (alt for) lette tilgængelighed til både ny og gammel musik.
Ideen gik slet og ret ud på, at få folk tilbage til pladebutikkerne, men hvordan?
Ideen om den nu verdensomspændende begivenhed, Record Store Day (RSD), blev født.
En dag der skulle hylde den lokale pladebutik, få folks øjne op for fordelene ved at stå og bladre i udvalget, støtte kunstnerne bag musikken, eje udgivelserne.
Egentlig en ting der har eksisteret siden de første udgivelser i tidernes morgen, men som sagt nu var ved at knække, fordi folk nu kunne sidde derhjemme og nøjes med at downloade de store hits, endda “gratis”. Tjenester som Napster og LimeWire var begyndt at dukke frem, og så snart én person havde gjort et nummer tilgængeligt, var det reelt ude i hele verden – uden at kunstnerne tjente en klink på det.
Metallica var blandt de første prominente navne til aktivt at gå i brechen for kunstneres indtjening, via et sagsanlæg mod Napster.
Det skabte selvsagt endnu mere fokus på muligheden for at sidde derhjemme og selv sammensætte sin helt egen udgave af “Absolute Music”.

Nå men, tilbage til bagmændene.
I Baltimore sad som sagt i 2007 en gruppe butiksejere og tænkte hvad de dog kunne gøre for at redde sig selv – og den fødekæde de var en del af.
De kom derfor op med ideen om en årlig dag, der skulle fejre den uafhængige pladebutik.

D. 19. april 2008 løb den første udgave af RSD, således af stablen.

I Mountain View, Californien skød Metallica arrangementet i gang, med adgangen til 10 helt særlige udgivelser, hele baglandet for ideen havde gjort tilgængelige. Navne som R.E.M. og Vampire Weekend havde budt ind med særlige udgivelser og lige omkring 300 uafhængige pladebutikker rundt om i USA deltog, sammen med et par stykker i Storbritannien.
Allerede året efter i 2009, var der 85 specialudgivelser på programmet og over 500 kunstnere drog til deres lokale pladebutikker for at markere dagen. Herunder altså navne som Bob Dylan og Slayer, der gladeligt viste ansigt og skabte opmærksomhed om projektet og dagen.

I 2010 havde en tradition bidt sig fast. Der blev meldt om 1400 deltagende butikker og et salg øget med 41% ift. året før.
2010 var også året hvor man udvidede fra den tredje lørdag i april til nu også en Black Friday Record Store Day.
Sidstnævnte har dog ikke sådan for alvor bidt sig fast som en stor udgivelsesdag, men det er nok kun indtil Sony og Universal m.fl. ruller det helt tunge skyts frem og får planlagt BFRSD med samme fokus.
RSD handler ikke længere om den uafhængige pladebutik. Det er benhård forretning fra rettighedshaverne, der oftest er de store pladeselskaber.

Ovenstående er den korte udgave af historien om oprindelsen og årsagen.
Nedenstående bliver mit subjektive syn på sagen. 

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis vi havde pladetrykkerier nok i verden, ville BFRSD være en lige så stor global dag, som RSD i april. Selvom der kommer flere nye trykkerier til, efter de lukkede på stribe i 90erne, er der stadig store køer på ordrelinjen. Udover at skulle sørge for de mange RSD-udgivelser, så er der også en ugentlig udgivelsesplan der skal holdes.

Det at man nu, kun tre år efter første officielle RSD, havde udvidet til endnu en dag, kan man i og for sig godt forstå, da en succes var født og kunderne begyndte at få øjnene op for de lokale pladebutikker. I hvert fald 1-2 dage om året. Men man skal jo høste før man kan så.
Alt Imens man ser på CD’ens langsommelige, men næsten sikre, død, vælter det frem med ny musik på LP Kunstnerne (og pladeselskaberne) dropper i stigende grad CD-udgivelser og satser nu benhårdt på vinylmarkedet igen. Efter formatskiftet i starten af 1990erne, er vi altså nu tilbage på lak. Et skifte RSD i høj grad har været medvirkende til, hvis man spørger mig.
Flere og flere anskaffer sig en pladespiller, går på loppemarkedet, arver forældrenes samling og søger i stigende grad også mod pladebutikkerne igen. Uagtet alder.
I en morgenkø, på Record Store Day, kan man altså se et aldersspænd fra 15-80 år, De helt unge skal have fat i årets Taylor Swift udgivelse og de gamle skal have erstattet deres tyndslidte udgave af en Pink Floyd klassiker. Et herligt virvar af musikelskere fra alle genres afkroge.

Men med flere og flere særlige udgivelser (Den officielle liste i 2026 indeholder 536 udgivelser, læg dertil et væld af lokale udgivelser, der ikke kommer på de store lister), begynder man også at se rigtig mange genudgivelser – for så meget nyt interessant kommer der altså heller ikke. Selv på tværs af genrer, smag mv selvom der er langt mellem helt nye udgivelser efterhånden. Genoptryk og live-optagelser har i høj grad fundet vej til de entusiastiske vinylnørders svar på juleaften.

Altså langt hen ad vejen de samme mennesker, som holder RSD hver dag – forstået på den måde, at for os er den lokale pladebiks stadig eksisterende, selv på dage hvor der ikke lander en gammel Elton John skive i nye farver eller en forsvundet optagelse af The E-street Bands optræden i BBC Radio 1 i 1978 (læs. delvist opdigtet udgivelser). 

Der kommer dog heldigvis også nye ting i handelen denne dag. Ting der aldrig før har været udgivet på LP, helt nye udgivelser, ting man aldrig har hørt før osv. De fylder bare utrolig lidt i den samlede bunke.

Der er kø. Hvert år. For selvom internettet findes og online handel er kæmpestort, holdes reglerne stadig i hævd på RSD; Kun salg i fysiske butikker og maksimalt én af hver udgivelse til hver kunde. Det handler med andre ord om at stå tidligt op og sikre sig en plads i køen foran en udvalgt butik, i håb om, at de har modtaget eksemplarer (nok) af det man nu har udset sig.
Først dagen efter åbner onlinesalget med eventuelle rester af udvalget.
Der er altid rester, men de rester står der også efter 3 mdr. så de tilhører altså den lille, men ikke specielt eftertragtede del af udvalget.
Så er der den anden del; de eftertragtede titler, der kommer i små oplag, ikke alle butikker har dem og de er selvsagt lynhurtigt udsolgt.

Det her her, jeg vil vende tilbage til mine indledende ord; Det modsatte af hvad RSD blev lanceret for.
Verdens ubetinget største handelsplatform for brugte plader hedder Discogs. En kæmpe database over tæt på al musik nogensinde udgivet på et fysisk medie (ikke helt, men vi er godt på vej) og altså også mulighed for handel.
Det er i det store hele også priserne på Discogs der dikterer priserne på brugte plader i de fysiske butikker, facebookgrupper mv. Alle steder der handles plader.
Her kommer, langt om længe, min egentlige pointe så;
Mange har efterhånden fundet ud af, at der kan være guld i gamle plader. Jovist, langt langt størstedelen har ikke den store værd (5-50 kr.), men når selv en udgave af The Velvet Underground & Nico i mono, som katten har brugt som kradsebræt, mens idéen om en bordskåner også blev til, i det rigtige tryk, omslag og udgivelsesår, kan indbringe et femcifret beløb i danske kroner, så flokkes krejlerne..

Med Discogs som kompas, et væld af tv-programmer om værdien af gammelt ragelse og meget mere, har krejlerne naturligvis også fået øje på muligheden for at spinde guld på nye plader.
Ikke sjældent ser man, endda på selve RSD, 3-4 gange prisen på den plade man lige har stået tre timer i kø for, på Discogs. Til tider også solgt til prisen – og så stikker det ellers af.
I 2019 købte jeg en genudgivelse af Robyns Body Talk, og en første gang på vinyl-udgave af Chase & Status’ formidable plade No more idols, til helt reelle udsalgspris (det har vel været omkring de 220-250 kr. per styk) – de går nu på “brugt”-markedet for samme beløb eller over, – men DKK er skiftet til EUR. Med andre ord 7,5 gange prisen. Jaja, der er gået syv år, men prisen har været mere eller mindre konstant siden dengang. Det er altså ikke fordi der er sket en eksponentiel stigning, men blot et kæmpe hop fra start og så har det ellers være den nye normal.
Og det er her min kæde hopper lidt af – jo de små uafhængige pladebutikker sælger og tjener stadig deres del af kagen og det går stadig fremad for dem. Men dem der reelt tjener pengene på RSD er dem der køber pladerne på dagen og sælger dem videre kort efter – eller år efter i håb om en større stigning.
Hvor stor en andel af den samlede omsætning, der rykker over på “brugt”-markedet har jeg ingen ide om, men når man følger det så passioneret som jeg, så kan jeg i hvert fald konstatere, at det ikke er småpenge det drejer sig om.

Jeg er kæmpe fortaler for et frit marked og den der har grisen, sætter prisen. Men jeg kan også godt se en skævvridning ske. De små butikker er heldigvis ærlige og kerer sig mere om musikken og musikelskerne, end om den mulige profit de kunne hive ind. De har alle muligheder for at lægge et par skiver til side og sælge dem et par år efter, men så vidt vides er det heldigvis ikke sket (endnu). Hvis de bliver taget i den slags, er de næppe med i næste års udgave.

Pladeselskaberne derimod er ikke blinde for udviklingen og kan snildt spekulere i det. Pludselig kommer der måske en nyudgivelse, men kun i 50 eksemplarer verden over. Nærmest uanset hvad det er, så vil der blive rift om denne og prisen vil suse til himmels i løbet af tre timer. Til næste RSD annonceres så en ny splatterudgave i 2000 eksemplarer. Efterspørgslen kan nu indfries. 

Men i stedet for de 270 kr. årets udgave stod i, koster den næste år 400 kr. fordi markedspris. Jo, den skal såmænd nok sælge og butikkerne får deres, men sker det med for mange udgivelser, ryger magien ved RSD og folk vil ikke flokkes i lige så stor stil, foran den lokale pladebiks fordi markedspris – og omsætningen rykker nu endnu mere til det private marked.
Med de små oplag og højere priser der mest af alt dikteres fra de store selskaber, kan man altså godt argumentere for, at det der startede som en genial ide, som støtte til den uafhængige butik ikke længere lever på det grundlag, men på noget helt andet.

Ja, jeg har sat det hele lidt på spidsen og der er heldigvis ikke problemer med den slags snyd og spekulationer. Men sandheden er stadig, at nogle udgivelser trækker større omsætning blandt private efter RSD, end hos de butikker der skulle “reddes” i første omgang.
Og så igen, så ville pladerne ikke i samme omfang nå ud til de private, hvis ikke butikkerne havde lagt hyldeplads til i første omgang. Så måske er der alligevel en mening med galskaben og RSD har stadig sin berettigelse.

Har jeg så egentlig en pointe her, eller har jeg bare skrevet et rekordlangt indlæg, for fejring af relanceringen af kamelen.dk?
Pas.
Men hvis jeg skal komme med noget brugbart, så er det en klar opfordring til at købe din musik. 

Støt kunstnerne, støt de butikker der gør musikken tilgængelig for flere.

Køb et album. Lyt til det som kunstnerne mener, at deres værker skal lyttes til.
Streaming er ikke et køb. Det er leje og endda en dårlig forretning for alle andre end ejerne af tjenesten. For en del år siden nævnte Pede B, at der skulle ca. 1000 fulde streams af et album på Spotify til at lave samme indtjening som salget af ét fysisk eksemplar.
Men selv digitale køb, er en bedre ide end streaming.
Ej musikken og hav den til evig tid – i stedet for at undvære den, hvis nu en kunstner bliver træt af et specifik nummer og trækker der fra streaming, hvis nu der kommer kurer på tråden mellem kunstner og pladeselskab osv osv.
Køb et album, køb en koncertbillet, fortæl dine venner om det og spred ordet.

Fred ud!