Nu bliver det lige lidt harcelerende. Et problem jeg ikke kan gøre en rygende fis ved, men som bare forbliver og jeg må acceptere det.
De er en stærk nødvendighed for at kunne færdes nogenlunde almindeligt ude i samfundet. De er 100% af musikken, de er signaler – alarmerende og befriende – de er mange ting og mestendels elsker jeg lyde. Gnidninger, banken, vislen, alt det der gør, at vi kan navigere og tale sammen.

Men… Der er også de små enerverende sataniske lyde, der simpelthen får ens centralnervesystem til at trække sig sammen som en hønserøv dyppet i citronsaft.
Smaskelyde, kaffeslubren, frustrationsslag på et tastatur, negleklampen mod bordet, snøftelyde, raslen og vel nok den værste af alle; Næsepiben! Alle disse lyde, som jo trods alt indgår i det brede spekter, sætter mig nærmest på en daglig prøve.
Jovist, jeg kan i den grad mærke at jeg lever og min reaktionsevne er helt i top, men det er godt nok også irriterende at være så følsom overfor andres måde at være på. De gør det jo ikke med vilje eller for at irritere mig (for det meste i hvert fald), men det er blot sådan disse mennesker er.

Kombinationen af min overfølsomhed for disse små irritationslyde og et åbent kontorlandskab med 20 mennesker omkring mig, er en fantastisk daglig prøve i min tålmodighed.
Den ene spiser gulerødder som mennesker gør mest; Knæk med et let vrid mellem fortænderne i stedet for at bide. Den anden har lige hentet en kop brandvarm kaffe, men skal da alligevel, også efter fem år med samme kaffemaskine, lige teste om den nu også er varm og slubrer lystigt hele vejen fra køkken til skrivebord, en tur på ca. otte slurp, da han jo heller ikke har fundet ud af, at kanten på koppen er den naturlige grænse for hvor meget der kan være i den. Vel tilbage på stolen, begynder naboen at blive irritert på Excel og klikker febrilsk på musen i håb om at flere gentagne hårde tryk virker.
Det får nu kollegaen overfor til at småle. Småle på den der gryntende måde, hvor munden kun virker til udånding og alt indånding således foregår i snorkelyde gennem næsen – der så lige levere en afterburner med lidt piberi… Det stopper aldrig.

Alt imedens sidder jeg bare her og nyder at jeg på ingen måde har disse særlige tilbøjeligheder til ubevidst at genere mine omgivelser med underlige hertz, der som en form for brun støj for hjernen, sætter en lyst til at påføre mig dobbelt høreværn og støjdæmpende høretelefoner, så jeg kan lytte til min fantastiske hiphopmusik i fred, mens jeg lystigt laver et beat med foden og har fundet det helt rigtige tempo, at tappe kuglepennen mod glasset på.

Der er i hvert fald ingen der har fortalt mig det er irriterende at høre på…