I den netop overståede weekend, var jeg inviteret til 5-års fødselsdag. Ikke den slags med skrigende børn og stuevarme smurte bamseboller og lagkage dækket af tvivlsom stearin og halvsmeltet flødeskum. Næh, den slags hvor der er noget at fejre og alle kan være en del af.

Dagens fødselsar var trioen Manne, som tager sig kærligt at den danske sangskat, fra den brune genre, som de så lystigt beskriver det. Det handler slet og ret om instrumentalversioner af alt fra 1920’ernes store dansenumre fra Leo Mathisen til de mere “nutidige” udgivelser fra Otto Brandenburg og Birthe Kjær. Leveret af den ledende saxofon og akkompagneret af keyboard og bas, er det således op til publikum at levere den vokale opbakning – og således når vi frem til min egentlig motivation for indeværende skriv.

Hvordan er sådan et publikum sammensat? Hvem kan tænkes at synge med her?
Der var naturligvis, som det jo er til fødselsdage, en del familie og venner til stede ved fejringen, så om gæsterne blot har læst forud i det mentale sangark, skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed. Sikkert var det dog at med et aldersspænd fra ca. 20 – 80 år, sang hele værtshuset med adskillige gange. Det var virkelig opløftende at høre og se glæde hos alle, når de kunne genkende tonerne fra saxofonen og straks begyndte at sætte ord på. Om det var “Der er noget galt i Danmark”, “Når en sailor går i land” eller “Mandalay” var det tydeligt, når man kiggede rundt i lokalet, at disse mere eller mindre ikoner fra sangskatten, fortsat lever i bedste velgående og sidder fast hos såvel ungdom, midaldrende og ældre. Alle kunne som det mindste refrænet, men kunne bestemt også skråle med, når de enkelte vers blev gennemspillet.

For en gammel viseelsker som jeg selv, varmer det i dén grad i såvel hjerter, som i det musiske og lyriske center i hjernen, at se en 20-årig gymnasaieelev sidde side om side med en 76-årig folkepensionist og se det fællesskab der opstår mellem dem, når de sammen synger om Luigi der tog Lone Kellermann på gajolerne eller Shu-Bi-Duas kolonorme rockede pladesamling.

Men over to timers intensiv gennemgang af den danske fællessangskat, var jeg ikke længere i tvivl om hvem publikum er; Det er alle, høj som lav, ung som gammel.
Bevares, man skal da sikkert nok have trådt ind på et brunt værtshus mere end én gang, eller have en far hvis samling af 7” singler indeholder mere end Yellow Submarine og Fat Bottomed Girls, men I forstår nok hvad jeg mener.
Manne, eller rettere; den livlige danske sangsskat, er for alle, der kan lide musik, nostalgi og de håndbajere genren medfører, naturligvis.